Børn ved juletid

Børn ved juletid

24/08/2018 0 Af Bjarke

Vi har en lang og dejlig tradition for at gøre december måned til årets mest fantastiske måned. Den får ikke for lidt med julehyggen, og har du børn, så giver du den måske ekstra meget gas for at gøre julemåneden så magisk som overhovedet muligt.

Juleforberedelser

Har du ambitioner om at skabe den ultimative jul for din familie og især for børnene, så husk lige på, at tiden jo desværre ikke går i stå, sådan at du får en håndfuld ekstra timer pr. døgn eller nogle ekstra dage at gøre godt med, så du i ro og mag kan gøre alle dine forberedelser klar i tide.

Det forholder sig nærmest omvendt. Dagene er ultrakorte, tiden er knap og alle de øvrige gøremål som arbejde, rengøring og den slags.

Derfor er det bedste juleråd, at du skruer ned for ambitionsniveauet, så det passer mere realistisk til, hvad det er muligt at nå.

Når det så er sagt, så er det jo altså en tid, der er præget af hygge på hele pladen. Og hyggen næres ikke kun af hovedrengøring, småkagebagning, kræmmerhusfoldning, broderede pakkekalendere og juletræstæpper eller hjemmelavet konfekt. Hvis sådanne projekter stresser mere, end de hygger, så drop dem til fordel for det, du kan købe dig til.

Julekalendere

Er der børn i hjemmet, så vil der typisk være en øget fokus på at give dem en vidunderlig barndomserindring i form af den bedste jul ever.

Og hvad er så den bedste jul? For det første ska julen være hvid – gerne i hele december, men som et minimum skal det sne den 24. december.

Desuden skal der være en – eller helst flere – julekalendere. En U-landskalender, så er samvittigheden klaret, og så også lige den fra TV2, så I sammen kan samles om at se begge julekalendere i fjernsynet.

Dertil kommer diverse julekalendere fra fritidsklubben, nede fra tanken eller en skrabekalender. Den fine hjemmelavede pakkekalender må også være der.

Måske hænges der også en julesok eller nissehue op, som nisserne altid husker at lægge noget i, mens barnet sover.

Tro ikke, at I bare kan stå op til den tid, I plejer, hvis hele dette arsenal af diverse julekalendere, kalenderlys og nissehuer skal køres af, inden I skal afsted til børnehaven eller skolen – hvor der i øvrigt også skal åbnes julekalender og klippes julepynt.

Og nemmere bliver det ikke af, at sengetiden forskubbes, fordi samtlige TV-julekalendere skal ses inden sengetid.

Julegufferi

I december skal vi have det godt. Også når det kommer til maden – og alt det ekstra, der serveres alle vegne.

Der bliver julet igennem, når vi ses, eller når vi bare er derhjemme. Vi skal ikke gå ned på juleknas, nødder, gløgg, julesmåkager, konfekt og evindelige æbleskiver. Vi hygger. Og det er altså også rigtigt hyggeligt.

Al det lækre juleguf kan bare også resultere i små julemaver, der kører på snacks og æbleskiver frem for rigtig mad. Børn, der lever af sukker og småkager i en måneds tid, synes nok, at det er herligt, men deres små kroppe reagerer ofte negativt på det. Det kan være i form af hyperaktivitet, koncentrationsvanskeligheder og et skævt søvnmønster.

Her er det vigtigt, at du som forælder forsøger at styre og regulere i forhold til, hvad barnet indtager. Der skal noget rigtigt mad i maven, og selv om det er december, så behøver man jo ikke at holde jul hver dag.

Den 24. december

Alle disse mange forberedelser kulminerer som bekendt den 24. december. For børn, der vågner brat op meget, meget tidligt om morgenen med strålende forventningsfulde øjne, er der nærmest uendelig længe til juleaften.

Der er jo sådan set også ret længe til, at det bliver aften, og alle festlighederne finder sted.

Hvis det overhovedet er muligt, så giv barnet en god lang middagslur. Også hvis det ikke sover til middag længere. For det er en del nemmere og behageligere både for barnet og for resten af familien, at barnet trods alt er veludhvilet. Så er der større chance for, at aftenen ikke ender i skrig og skrål og et hysterisk barn, der ikke kan klare mere.

Traditionen siger jo, at der er en helt fast rækkefølge at gøre tingene i juleaften. Men med et barn i familien, kan det være til gavn for alle – ikke mindst for barnet, at I ikke venter med gaveræset til allersidst, hvor barnet knapt kan hænge sammen mere.

I det mindste kunne barnet få nogle af gaverne løbende over dagen. Så er der også noget nyt at lege med, som kan optage barnet i ventetiden.

Julemaden

I de fleste familier fortrækker man at servere hele det traditionelle udtræk; den står på and, gås og/eller flæskesteg med brunede eller hvide kartofler og en himmelsk brun sovs til.

Der skal heller ikke mangle hverken sødt eller surt tilbehør til hovedretten.

Desserten er i de fleste hjem risalamande med varm kirsebærsovs til. Den godt skjulte mandel må under ingen omstændigheder mangle.

Få de gode opskrifter, eller læg din egen nedarvede opskrift op her hos Gastrofun, hvor du også kan finde inspiration til andre skønne julemiddage.

Om man ”snyder” i forhold til, hvor mandlen ender, er op til den enkelte familie. Tænk bare på, hvordan og hvornår I holder op med det igen, så alle deltager i legen på lige fod.

Hvis barnet ikke bryder sig om så tung kost, som kød, sovs og kartofler er, så lad det evt. få noget andet at spise. Sørg endelig for, at der er nogle gulerødder, æblestykker, agurker eller andet, som det lille eller mindre barn kan have at hapse af. Det er nok ikke den store appetit, det har på netop denne dag.

Det kan godt være et anstrengende forløb for et barn med alt det juleri. Derfor oplever mange familier, at ungerne bliver tiltagende julebims, og forældrene forsøger fortvivlet at holde julefanen højt.

Det er nok bare et vilkår. Men du kan dog gøre noget for at styrke hyggen og skrotte stressen både for dig og for børnene.

Hav en dejlig jul.